søndag den 19. februar 2012

SÅ skal ungerne med...

Har lige rundet et skarpt hjørne, og i denne sammenhæng ønskede jeg mig, udover en ny kajak og alt muligt andet (primært noget der skal bruges i sammenhæng med den førnævnte nye kajak), også en børnekajak, som mulighed for at komme lidt ud i naturen sammen med mine børn, lidt på skift.
Af min skønne kone og ungerne fik jeg en børnekajak, og jeg fik endda lov til selv at finde en. Fandt en Eagle Bino børnekajak i dba, i fin stand til en fornuftig pris.

Fik et par opdriftsposer og en Werner børnepagaj med også.
Så nu venter vi bare på at vandet bliver lunkent nok til at faren, (som er sit ansvar bevidst, i forhold til at tage børn med på vandet) syntes at vandet er varmt nok til at de skal med. De får ikke lov at ro i grødis de første par år...
Men vi glæder os meget til at komme derud og prøve det af.

Jeg har tænkt en del på hvilke færdigheder det kræver af mig at tage dem med. Har vippet lidt mellem om jeg skulle tage et EPP 3 kursus eller instruktør 1 kursus. Jeg holder nok fast i et EPP 3 kursus, da der også herunder er noget m risikovurdering samt bugsering, især syntes jeg at det at tage børn med forudsætter at jeg som minimum mestrer at kunne få dem ombord i kajakken igen hvis de tipper ud, samt har rimelig godt styr på en bugsering. Har nu ikke tænkt mig at bevæge mig særlig langt fra land med dem.

Jeg oprettede for noget tid siden en tråd på havkajakroernes forum om emnet, diskussionen kan ses HER

Og nej, jeg har ikke planer om at den skal bo i stuen, de skulle bare lige have lov at lege lidt med den.

onsdag den 15. februar 2012

Danmark rundt i kajak - på 30 timer


Boganmeldelse af: ” Danmark rundt i kajak” af Erik B. Jørgensen.

Vinterferien stod for døren.  Vi skulle i sommerhus nord for Hals ud til Kattegat. Men vinteren havde taget godt fat i Danmark, så kajakken fik lov at blive hjemme i garagen. Jeg havde en forventning om at der ville være is så langt øjet rækkede, men det var der ikke.  søndag var der kun 150 m is, og perfekt rovand.






Nå, kajakken hang hjemme i garagen, og jeg har jo egentlig også på vinterferie med familien.

Men jeg havde forberedt mig, og købt Erik B Jørgensens bog: Danmark rundt i Kajak – Eventyr under isvinteren 2009-10.

Jeg begyndt på bogen mandag sidst på dagen, og var færdig med den tirsdag aften d. 14 feb. præcis 2 år efter af Erik afsluttede turen ved grænsesten nr. 1 i Flensborg fjord, og ca. 30 timer efter at jeg var begyndt på bogen, det er sjældent at jeg læser en bog så hurtigt, så det er måske anmeldelse nok i sig selv. 
    
Beretningen starter d. 28 januar 2009, ja egentlig starter den længe før, da bogens forord, som er skrevet af Erik selv, er en kort beskrivelse af Eriks opvækst i landbruget, som lærte ham at man blev ved til man var færdig. Ungdomsår, træning og forberedelse til Militæret, landbruget, Sirius og jægerkorpset.

Men denne beretning begynder d. 28. januar 2009 hvor Erik stævner ud fra Vidå sluse i typisk dansk vintervejr, 0 grader og jævnt skyet og blæsevejr. Men der gik ikke mange dage før vinteren satte ind, og Erik blev mødt med hård frost, sne og ikke mindst is, masser af is, grødis, tyndt is, pakis, 2 m is som en mur han skulle over for at komme i land og is så langt øjet rakte.

Bogen er bygget op som en dagbog hvor han beskriver om sine kampe, sejre og uheld fra dag til dag.  Ind imellem er der afsnit om f.eks. sikkerhed, anmeldelser af grej.  Hver dag var der en lille faktaboks med bl.a. vejrdata og GPS position for lejrplads, som man kan indsætte direkte i google earth eller google maps, så man kan se mere om hvad det er for et område han befinder sig i hvis man har lyst til det. Hvis man har lyst til selv at sejle DK rundt, eller måske bare noget af det kan disse data bruges som inspiration til mulige lejrpladser.  Ja, måske ikke dem ud for Egense i Kattegat, hvor han valgte at slå lejr 2 km ude på isen… 

En bog om ukuelig vilje til at gennemføre det som man sætter sig for.

En bog om at gøre det umulige.

En bog om at søge eventyret på sit eget niveau.

En bog om at slæbe en kajak gennem tøsne i neoprensko, med skawsår mellem balderne.

En bog om en usædvanlig mand med usædvanlige færdigheder.

En bog om menneskelig hjælpsomhed, medleven og gæstfrihed.

Konklusion: Det er en velskrevet bog. Jeg blev grebet af fortællingen helt fra starten, og havde svært ved at lægge den fra mig. Da han nærmede sig turens slutning, jeg tror det var omkring Langeland, blev jeg ramt af vemod over, at nu var turen snart slut. Mangler der noget? Ja, ca. 1000 sider…

Tak for turen Erik! Jeg glæder mig til at læse din bog om turen: Skandinavien rundt i kajak.   

Bogen kan bl.a. købes direkte hos Erik på hans hjemmeside www.komud.dk

onsdag den 1. februar 2012

Grødis og overisning

Det var lykkedes mig at holde min kalender næsten tom idag,og jeg havde fyraften kl. 10. Så skulle jeg en tur ud i vinter vejret med kajakken.
Jeg havde planlagt at ro et lille stykke af den jyske østkyst, As vig. Jeg var derude omkring kl. 11. Jeg sad og kiggede lidt på vandet, der var hvide skumtoppe overalt, og en vind ind fra stik øst. Det var egentlig ikke fordi jeg ikke kunne ro i det, men jeg var bange for om jeg ville kunne holde varmen, pga. blæsten og pga. at jeg ville blive temmelig våd.
Jeg kørte i stedet over til dæmningen over til Alrø lige inden dæmningen er der en p-plads helt ned til vandet, hvor man kan holde helt ned til vandet.

Det var meget lavvande, så jeg måtte lige gå lidt ud med kajakken.
Herfra gik turen vest om Alrø. Jeg ville gerne have sejlet hele vejen rundt, men kunne se at hele det lavvandede område øst for dæmningen lå hen i is. Jeg sejlede rundt om Øen, over til Alrø sund mellem Alrø og Hjarnø, vendte og sejlede samme vej tilbage. Havde lyst til at krydse over til Hjarnø, men ville ikke gøre det idag, bølgerne var op til ½ m. og vanden er vel omkr. 0 gr.
Der er generelt meget lavvandet i Horsens fjord, og flere steder fik jeg mig forvildet for langt ind, og måtte et enkelt sted stage mig frem et kort stykke.
Langs den nordlige side af Alrø lå der en lang bræmme af grødis, som har samme konsistens som slushice.


I løbet af eftermiddagen gik vinden mere i nord-øst, og jeg syntes det virkede som om den var taget til. så jeg kom lidt på arbejde, i stik modvinde tilbage rundt om øen. Det blev "banket pæle i" som det vist hedder når fronten af kajakken slipper vandet efter en bølge, for så at slår ned i vandet efter bølgen. Kajakken blev overskyllet og oversprøjtet, så efterhånden lignede den mere og mere en glaseret skinke.
Bemærk den gule seddel. Tryg fondens operation mærkning. Mærkaten kan vist stadig bestilles ved tryg fonden. Man skriver navn og tlf. på den, så kan SOK ringe til mig hvis den kommer drivende et sted, inde de sætter den store eftersøgning igang, det er jo set for nyligt, at ejeren sad trygt og godt hjemme foran brændeovnen.... Det er da det mindste man kan gøre.
Nå men overiset det blev den. Ved ikke for godt det kan ses på billedet

Jf. sidste tråd, kan jeg oplyse at jeg ikke frøs ørerne. og i øvrigt gik det faktisk rigtig godt med at holde varmen, takket være uld, uld, flece og tørdragt.

Det var ca. her jeg sejlede på dagens tur:


Distance. 18.0 km
Temp. 0- -3 gr.
Vind. 6-8 ms.
Bølger 10-50 cm.