Viser opslag med etiketten Grej. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grej. Vis alle opslag

torsdag den 26. november 2015

Valley Gemini SP RM - anmeldelse.

Efter nogle dage i Valley Gemini SP i plast vil jeg prøve at give mit besyv med om denne lidt specielle kajak.


Kajakken er kun 452 lang, 56 bred. Den har et udpræget kølspring, v-formet bund og knækspandt. Den ser som navnet siger SP (Surf & Play) skabt primært til surf og leg.

Første gang jeg havde den på vandet var til et 2 dages surfkursus i klitmøller. Så var vi ligesom igang.



Men inden jeg kom så langt var der lige nogle ting som jeg ville have ændret på den, for at få den tilpasset til mig og for at få den sikkerhedsmæssigt opdateret.

Af en eller anden grund, er sædet placeret 3 cm over bunden af kajakken, hvor den står på en ca. 10 cm. bred skumklods.
Med sædet i den position var den lidt for snæver for mig. Jeg afmonterede sædet, skar ca. 26 mm. af skumklodsen, så sændet kommer ned i bunden af kajakken (hvilket jo også er med til at øge kajakkens stabilitet) i siderne hvor sædet er skruet fast, skar jeg, til hver side af kajakken 2 passende klodser af en af vores plast skærebrætter (Fruen blev godt nok lidt sur...) det gav 26 mm. og fandt nogle længere skruer i bauhaus. På med det hele igen... perfekt!




Det næste, var lårstøtterne, de passede ikke helt til mine lår, men det er der heldigvis også råd for.
Først varmede jeg den sorte lårstøtte langsomt op med en varmepistol, efterhånden blive de bløde og meget formbare. Så er det bare at sætte sig ned i kajakken (i et par gamle tykke bukser), og forme lårstøtten så den passer helt perfekt til lige mine lår. Herefter limede jeg et tyndt stykke skum på, dels for bedre komfort, og dels for at få et bedre greb med lårene. Begge dele har resulteret i at jeg nu sidder rigtig godt fast i cockpittet når fødderne sidder spændt godt op i fodsparket. Det er ret vigtigt når man bliver revet rundt i surfen, hvis man vil have en forhåbning om at kunne rulle op igen.



Herefter lavede jeg et par ændringer, som jeg laver hver gang jeg får en anden kajak.
Det ene er at sætte slager på dækslinerne. Jeg er begyndt at springe et øje over i for, hvis der er 3 øjer på fordækket ( se billedet her til v. ) Det gør det meget lettere at få fat i den.

Så skal bærerhåndtaget ændres til en enkelt lidt længere snor. Dette gør at man ikke kan få en finger vredet i stykker hvis den komme ind imellem de to snore.
 Begge dele syntes jeg øger sikkerheden når man ligger i vandet, og skal holde fast i kajakken.



Jeg syntes at dette er godt at gøre på alle kajakker, og jeg syntes at det er et must på en kajak der skal bruges meget i surfzonen, og til leg og instruktion.

Endelig er det godt at have en snor i finnen, så den kan hives ud, uden at ødelægge wiren, hvis der sætter sig en sten i klemme.

Så var den klar til at gå på vandet.

I surf og bølger opfører den sig rigtig godt, det store spring, og den voluminøs snude, modvirker at den dykker ned. Springnet og knækspandt gør den let at manøvrere.




Men nej, den gør det ikke selv, det er stadig pivsvært at surfe i store bølger uden regelmæssigt at få
numsen i vejret.



Men altså, den gør det bare rigtig godt i surfzonen.





Mere spændt var jeg på, hvordan den opfører sig på fladt vand.

Ej, egentlig ikke, jeg vidst godt at den vil være meget manøvredygt. Det jeg var spændt på var, om den er til at sejle lige ud i, og hvordan farten er.

Og jeg blev faktisk oprigtig positivt overrasket. Jeg fik mulighed for at komme på fjorden i vindstille vejr, og havblik.
I modsætning til nogle af den andre mere surfmindede havkajakker (fx. P&H delphin/aries, Tiderace Xtra, som efter sigende også gør det fantastisk godt i surfen) er Geminién ikke ligeså fladbundet, men har en V-form, Jeg tror at det er det der gør at den på fladt vand er rimelig til at ro ligeud i. Og med en lille smule finne, ror den pænt lige ud.

På en 10 km strækning denne eftermiddag, holdte jeg en gns. fart på 6,8 km/t.

Til sammenligning kan jeg i min valley norkapp LV, som jo er en af de lettest roede havkajakker ved 4 knob, ro 10 km med en gns. fart på 7,5-8 km/t under neutrale forhold.

Jeg var overrasket over, hvor let jeg kunne holde en stabil march hastigked på omkr. 7 km/t. Det havde jeg faktisk ikke regnet med. Men det betyder også at jeg sagtens vil kunne bruge kajakken som instruktørkajak, og bruge den til en kommende BCU4*/EPP4 prøve, uden at være bange for ikke at kunne følge med de andre.

Så "thumbs up" herfra til Valley Gemini SP RM.









mandag den 23. februar 2015

Udskiftning af halsmanchet på tørdragten... igen...

Så blev det igen tid til at udskifte halsmanchet i min tørdragt. Egentlig fejlede den ikke noget. Men aftenen før jeg skulle i svømmehal og træne rul, opdagede jeg at manchetten var gået fra i limningen. Jeg kunne se at limen bandt fint på manchetten, men den havde sluppet hvor den var limet fast på resten af den tidligere manchet den var limet ovenpå. 
Men det var umuligt at få den gamle manchet af... bum bum hvad gør man så... GOOGLE har svaret. Varmes den gamle manchet op med en varmepistol bliver limen flydende og den gamle manchet kan trækkes af uden problemer. 



Så var jeg klar til at begynde forfra. Denne gang skulle det gøres ordentlig. Så begge dele. Både dragten og manchetten blev slebet med sandpapir og renset af med Acetone. 
Selv om jeg havde fået fjernet resterne af den gamle manchet, var der stadig lim på dragten, dette blev slebet godt, så jeg håber limen hæfter godt til det. 






Den store udfordring når halsmanchetten skal skiftes er at finde noget der passer ind i hullet i dragten, som passer i diameter, som både dragtens kant og manchetten kan sidde på. Sidste gang havde jeg ikke fundet noget der passede, og det blev noget ujævnt ( tror også det var en af grundene til at den slap igen). Efter lang tids grublerier fandt jeg endelig noget som passer helt perfekt til min dragt. De nederste 10 cm af en sort 12 L murerspand (købes i bauhaus for 10-15 kr). Bunden havde jeg allerede skåret ud, så ved ikke om det er nødvendigt for at få den ind i hullet. Men meget praktisk at bunden er væk, så kan man bedre holde ved den, og få den monteret rigtigt. 


Den monteres i hullet i dragten (dragten vendes med vrangen udad) som vist på billedet hvor jeg sliber. Herefter monteres manchetten ovenpå, så den sidder hvor den skal limes fast. 
Herefter satte jeg en stribe malertape på manchetten. Det fik den til at sidde fast, da der er en lille kant på spanden, som den så ikke kunne glide op over. 








Så foldes manchetten op omkring tapen, så de 2 dele der skal
limes er frie, nu smøres der et lag kontaktlim på begge overflader. Altså både på manchetten og på dragten. Limen tørrer herefter 15 til 20 min. Herefter gentages processen og der smøres endnu et lag lim på begge flader. Herefter skal limen tørre igen 15-20 min. Husk at have godt med udluftning, eller snupper limen det meste af hjernen... 
Jeg har købt både manchet og lim hos Latexfabrikken.dk 










Herefter rulles manchetten forsigtigt ned på plads, og pas på, når de 2 limede flader møder hinanden, sidder det fast. Men på denne måde er det faktisk fantastisk let at styre. Så gnides der godt på limningen så man sikre en god vedhæftning, og undgår luftbobler og dårlig vedhæftning. 















Til sidst, limede jeg de 2 kaner udvendigt og indvendigt, for lige at få en fin finish. 

Sværere er det faktisk ikke. 








torsdag den 12. februar 2015

Sidste hånd på min surfåre igen...

Så er jeg endelig ved at være færdig med projekt surf åre. Det var lige før det blev et evighedsprojekt. Det er nok ca 1½ år siden jeg limede den, men så har der bare været så meget andet.
Da jeg troede at jeg var færdig med den, så den sådan her ud.

Den er 210 cm lang, og 11,5 cm bred. Bredden på grebet er tilpasset min skulderbrede. Jeg har lavet den ud fra den fremgangsmåde jeg har beskrevet her.
Efter jeg tog billederne her, blev pagajen sortlakkeret, det syntes jeg bedre om end olie.
Jeg havde den med på en prøvetur i Thyborøn først i Januar. Det blev dog ret hurtigt tydeligt for mig, at der var noget galt med den. Jeg følte at mine hænder blev låst i grebet, fordi bladet er så forholdvist bredt, blev overgange fra greb til Blad for stejlt, og og jeg kunne ikke bevare et ordentligt greb i pagajen hvis jeg forskød pagajen sidevejs.






Så det var tilbage til værkstedet og høvle. Jeg har nu gjort overgangen fra greb til blad ca dobbelt så lang, så hun kan jeg igen flytte hænderne mere frit sidevejs.















Og så skal den bare lige have en 3-4 gang lakmaling. Og tøres godt op, så er den klar igen.








 

torsdag den 28. august 2014

Hilleberg Allak - Anmeldelse

Jeg har nu haft mit Hilleberg Allak telt i et lille år. Det følger mig nu, på alle mine kajakture, men har også været med på kanotur og overnatningsture i Danmark og Sverige. For mig at se, er dette telt tæt på at være det helte ideelle telt til kajakbrug.

Jeg vil prøve at skrive lidt om hvordan jeg har oplevet teltet i forhold til de ønsker og krav jeg havde til mit nye telt, og så har jeg lavet en video, hvor jeg mere i detaljer viser teltet.






Hvorfor blevet det lige dette telt? Det korte svar er, at det lever op til de krav jeg har til et telt til kajak og turbrug.
Jeg havde i lang tid være på udkik efter et nyt telt, og jeg havde en række ønsker til teltet.
- Ligge længden skulle være min. 220 cm, og gerne mere. Jeg er 188 cm, og oplevede i det gamle telt, med en liggelængde på 210 cm, at fodenden af soveposen blev fugtig i nattens løb, når det regnede, fordi fødderne ligger og skubber inderteltet ud mod oversejlet, med det resultat at der trænger fugt ind. Allak har en liggelængde på 230 cm. Perfekt.

- Teltet skal være 100% selvstående. Jeg havde et semi-selvstående telt før, og det var jeg rigtig glad for, men ville denne gang have et hvor apsis også bliver stående selv om det ikke er til at få pløkker i. Det er Allak, teltet kan sættes helt op, og så kan jeg bare tage ved det og flytte det rundt, så jeg syntes at det står rigtigt i forhold til underlaget (se videoen)

Hvorfor syntes jeg det er vigtigt? Jo flere krav udstyret stiller til omgivelserne for at fungerer, jo mere begrænset bliver jeg i mine udfoldelser (tydeligt kommer dette f.eks. til udtryk med en hængekøje, hvor jeg er afhængig af at ende et sted med træer, det begrænser, hvis ikke jeg skulle have 2 sovesystemer med).




Et selvstående telt som dette, kan sættes op overalt hvor der kan findes en plet med en diameter på små 3m. F.eks. skovbund, strand, grus, klipper.  Fælles for disse områder er, at det kan være svært at få sat pløkker i, så de rigtig kan holde noget. Med et selvstående telt behøver jeg ikke bekymrer mig særlig meget om det, og det giver en god tryghed at vide at jeg altid kan finde et sted jeg kan slå det op. Især ved kysten hvor man jo i sagens natur ofte opholder sig på en kajaktur, finder jeg dette krav vigtig, da det jo har det med at blæse mere her. Kombinationen af løst underlag, blæst og et telt der falder sammen hvis pløkkerne glider op, er unødvendig uhensigtsmæssig. Jo Jo... selvfølgelig kan det lade sig gøre, og mange har gjort det. Men jeg gider ikke. Og jeg bruger da også pløkker, og også gerne lidt lange pløkker i sandet.

- Teltet skal have 2 apsis. Den ene bruger jeg til vådt kajaktøj og udstyr. Sprayskirt, vest, tørdragt, pagajer etc. Ting som jeg ikke alle steder har lyst til at lade ligge udenfor, men heller ikke har lyst til at få ind i teltet. Så ofte bor disse ting i 2 ikea-poser i det ene apsis.
Det andet apsis, bruges så som indgang, til madlavning, og opbevaring af mad og andet udstyr jeg ikke har brug for inde i teltet. Dette system virker for mig, og jeg har på denne måde god plads inde i teltet til at sove, læse, skrive, spise og ordne kort og planlægge næste etape. Også her, endte jeg hos Allak, dette er der dog også en del andre telte der tilbyder.


- Teltet skal have en fornuftig siddehøjde. Dvs. min. 1 meter, og gerne mere. Allak har en siddehøjde på 105 cm, så det går an. Det gør at man kan sidde op i teltet, det er til at klæde om, og bevæge sig lidt rundt, uden at få klaustrofobi. På de varme og tørre dage er dette ligegyldigt, men er man på tur i flere dage i fugtigt vejr, så er det betydningsfuldt at kunne klæde om indenfor, og få pakket sovepose etc. sammen inde i teltet, sådan at det der skal være tørt, forbliver tørt. Og det er bare lettere hvis der er lidt plads. Med lidt loftshøjde er det også muligt at have et tørrenet i loftet i inderteltet, så det fugtige skiundertøj kan tørres op, og er behageligt at få på dagen efter. Allak er forberedt til at etablerer et tørrenet, jeg har dog ikke kunnet finde et tørrenet til det, så det må jeg selv lave. God loftshøjde gør det også muligt, at have en brænder kørende inde i teltet (dette kræver omtanke!!).

- Teltet skal være let at sætte op alene, og skal kunne sættes op samlet. Jeg har også et lidt større "sommertelt" hvor inderteltet skal sættes op først, det er ok, men som et telt til turbrug i alt slags vejr dur det ikke. Jeg har prøvet at sætte sådan et telt op i silende regn, hvor der, da jeg endelig havde fået oversejlet på, stod små søer af vande inde i sovekabinen.
Så op med telt, indertelt og footprint i et stykke. Det betyder, at udstyret giver frihed til at sætte op, uanset hvordan vejret er, og jeg kan komme ind i et tørt telt, få varmen og noget mad, uanset hvordan vejret er udenfor. En ting jeg er blevet glad for, efter jeg har taget teltet i brug er, den måde den sættes op på. Opsætningen er skånsom overfor både stænger og telt, og er helt sikkert med til at forlænge teltets levetid. At den samles fra bunden af først, gør også at det er let at få teltet sikret med et par pløkker, eller ved at binde en bardun til kajakken, inden den samles færdig. Også en ret god ting på en blæsende strand.



- Endelig havde jeg som krav denne gang, at telte skulle være 4 sæsoners. Dvs. teltet skal kunne bruges hele året. På den ene side, skal den kunne ventilerer på de varme dage, og holde fygesne ude på de kolde dage. Denne udfordring løser Allak også godt. Lukkes yderteltet helt til, er den lidt varmere end det sommertelt vi har, som er meget åben i bunden. Dette kan dog løses ved at sørge for at der flere steder kan komme luft ind i bunden under oversejlet.
Siderne i inderteltet kan lynes helt fra så der kun er myggenet i siderne af inderteltet, det giver en god luftcirkulation. Ligeledes er der 2 rigtig gode store ventilationsåbninger i toppen af teltet, så fugten har gode muligheder for at trænge ud.
Er det køligere i vejret, kan man nøjes med at lave en lille åbning i toppen af inderteltet for ventilation, og på den måde holder inderteltet på betydelig mere varme. Bliver ofte overrasket over hvor stor temperaturforskellen er mellem indertelt og apsis. Er der risiko for fygesne, holdes de 2 sorte ventilationsåbninger i yderteltet lukkede, da de sorte felter er et åndbart stof. Se mere om disse ting på denne video:

Konklusion

Til mit brug, har jeg svært ved at forestille mig, hvad der skulle få mig til at skille mig af med dette telt igen. Jeg er meget tilfreds med det. Jeg bruger det altid med indertelt og footprint. Samlet, med pakpose stænger og pløkker, vejer hele herligheden ca. 3,8 kg. Ønsker man at rejse lettere, kan man med fordel lade footprintet blive hjemme, så sparer man omkr.½ kg. For mig er komfort og funktionalitet vigtigere end vægt. Så jeg har altid footprint med. 
Det er jo et telt i den lidt dyre ende, men Hilleberg har jo generelt et ry for at lave holdbare telte, så set over en 15-20 årig periode, ender det med at blive nogle billige overnatninger, og siden jeg har anskaffet mig dette telt, så har jeg solgt et par af mine andre sovesystemer, da jeg alligevel altid valgte at tage mit Hilleberg Allak med på turen. 

Jeg kan varmt anbefale dette telt. 














tirsdag den 4. februar 2014

Ny kajak på testtur på Vejle fjord.

Som nogen sikkert har bemærket, så har jeg sat min Sea Hunter til salg. Hvorfor det? Du har da lige skrevet så pænt om den! Ja det har jeg, og det står jeg ved. Det er en rigtig god allround kajak, som kan det hele. Især i forhold til teknik, leg og manøvre er den super fin. Svaret er vist bare, at jeg gerne vil prøve en masse forskellige kajakker, og nu har jeg bestemt mig for at prøve at have 2 noget forskellige kajakker.

Den første jeg har købt er en brugt Atlantic LV i plast. den er 485 cm lang og 55 bred. og den skulle efter sigende minde en hel del om en Romany i mål, form og sejleegenskaber, har jeg ladet mig fortælle, men jeg har dog aldrig siddet i en Romany, så jeg har det kun fra 2. hånd.


Dagens tur gik fra Daugaard strand, hvor jeg dog først lige skulle trække et par unge mennesker i en Audi fri af pløret, da de var kørt ned af en skråning for lige at kunne se ud over vandet fra bilen....
Det gik heldigvis let, så jeg kunne komme en lille tur på vandet inden det blev mørkt. Først gik det op mod en "smule" vind, kunne holde en hastighed på omkr. 6 km/t.








Sejlede ud til en af de shelterpladser jeg tidligere har skrevet om. Det er kun 2,6 km fra Daugaard strand når man går direkte. Så det kunne være fint som vinter test tur med overnatning. Vil man gerne sejle lidt længere kunne man starte inde ved tirsbæk strand










På tilbagevejen lå tempoet lidt højere, på 7+, jeg prøvede at se hvor langt jeg kunne trække den op, og endte på 11,2 km/t i en "smule" medvind. Det er da meget ok. Det blev til en fin testtur, så kan jeg komme hjem og tilpasse kockpittet lidt mere...
Skønt at det er blevet lysere i vejret, og at lyset er på vej!!!
5,4 km blev det til.




onsdag den 15. januar 2014

Lidt småændringer er der altid plads til...



Har gået og puslet lidt med kajakken den sidste tid. Jeg har erhvervet mig en europagaj igen, da jeg har planer om at tage DKF havkajak instruktør 1 og måske 2 i løbet af sæsonen. Jeg kan godt lide at have min reservepagaj monteret så jeg kan komme til den fra kockpittet, men også, at jeg kan komme af med dem igen. Jeg har luret lidt på hvordan andre har dem monteret, og er kommet frem til denne løsning, som består af 2 stumper afløbsrør, 1 stk. elastik og 2 stk. snor.














En anden ting jeg har gået og arbejdet noget på er min sidde komfort. Når man sidder længe i den samme position opdager man virkelig hvor komforten ikke er helt optimal.

Efter min sidste lange tur havde jeg forventet at det ville tage noget tid for armene at komme over det igen. Men det var ikke så slemt, derimod havde jeg problemer med bagdelen og med benene i lang tid. Sædets (et ganske alm. glasfiber sæde) passede ikke helt i formen til min bagdel, det bevirkede at nogle muskler blev klemt. Valgte at skifte sædet ud med et NDK skumsæde. Under sædet er monteret et stykke skum, som er slebet til ( med en båndpudser) så bunden af kajakken blev helt plant før jeg monterede sædet. Det var lige det der skulle til for at få en god sidde komfort.




Endelig har jeg bygget lidt mere skum på lårstøtterne, så jeg bedre kan sidde og slappe af i benene, så jeg ikke skal sidde og spænde hele tide for at sidde rigtigt. Både sædet og Lårstøtten er monteret med sikaflex.







fredag den 8. november 2013

Havkajakbloggen tester: Padler pagajluffer,

Jeg vil i dette indlæg anmelde "Padler vinterhandsker" og "Padler vindhandsker". 
Jeg har tidligere lavet en lille video om at holde varmen omkring hoved og hænder på turen.

Jeg næver i videoen at jeg pønser på at anskaffe et par pagajluffer 

Jeg har haft et par NRS mamba luffer i en periode, men har skilt mig af med dem igen. På nogle måder var det et par gode luffer på de rigtig kolde dage. +'er: Super super varme, går langt op på hånden, og slutter tæt. Hvis man ønsker kan de smøjes ned, så de er kortere. -'er: Med mine store hænder er det nærmest umuligt at få en hånd ned i uden at holde fast med den anden hånd. Det går jo fint med den første, men med den anden var det simpelt hen for bøvlet, hvor jeg skulle sidde og bide fast i luffen for at få hånden i, med pagajen strittende ud i luften, hverken smart, praktisk eller sikkert. Slet ikke, når jeg gerne ville side og tage lidt billeder osv. undervejs. 

Da en klubkamerat gjorde mig opmærksom på "Padler vinterhandskerne" fra Max-kayak blev jeg nysgerrig, og besluttede at tage en tur forbi Max's butik en gang ved lejlighed.  Det er Max selv der har udviklet handskerne. Da jeg nu alligevel var på handlen valgte jeg også at anskaffe mig et par "Padler vindhandsker". 

Padler vinterhandske

Luffen er syet ud af et stk. ca. 3mm. neopren stof. Der er ca. 17 cm. fra pagajhullet og ud til åbningen. Dette betyder at den går så langt op, at der er lukker godt til ved tørdragtens ærme, uden at den bliver skubbet sammen, eller bliver træls på armen. Åbningen har en diameter på ca. 9 cm. Det betyder at jeg uden videre kan stikke en knyttet hånd ind i luffen uden problemer, eller, og måske mere relevant, man kan have en tynd neopren fingerhandske eller en tynd open palm luffe på inden i, hvilket kan være meget relevant og anvendelig hvis man ikke bare ror ligeud, men også skal øve kæntring, bugsering, tage billeder etc. i koldt vejr. 
Der er så meget plads i handsken at man kan bevæge fingrene lidt uden at de bliver generet af en træls lukning. 
Handskens lukning er fungerer rigtig godt med 4 trykknapper, der er sikret med et stykke ekstra stof, så neoprenen ikke rives i stykker ved knappen. Trykknap systemet gør at handsken kan monteres lige og korrekt hver gang.
I øjet rundt om skæftet er der isyet et stykke glat stof, som bevirker at handsken uden videre følger med hånden ud til siden, dette er særdeles anvendeligt ved manøvre og rul. Jeg kan sågar trække handskens ud over bladet på min smalle grønlandske pagaj, med alle knapper lukket. Det er fisme smart. På en lidt bredere grønlandsk pagaj kan man evt. åbne de 2 yderste knapper. Det kunne man ikke have gjort med en velcro lukning. Men det vil nok også forringe isolationsevnen, og øge vandgennemstrømningen. 
Jeg har ikke haft mulighed for at teste luffen på en rigtig kold dage endnu, men jeg er ret overbevist om at det ikke bliver et problem at holde varmen til vinter. På de helt kolde dage vil jeg måske også foretrække at have en tynd fingervanten inden i, så jeg ikke har helt bare fingre når jeg tager dem ud af luffen. Dette vil jeg følge op på når vinteren er ovre.  

Indtil nu har de dog været for varme at have på, har kun brugt dem indtil nu for at få dem testet. Nu for tiden er det derimod rigtig godt at bruge padler vindhanske. 

Padler Vindhandsker

Vindhansken er lavet i en let og fleksibelt stof som er gummibelagt på indersiden. Også denne handske er syet ud af et stykke. Yderst ved åbningen er der isyet en plast skinne som bevirker at handsken forbliver åben og er utrolig let at stikke hånden ind i. 
Handsken varmer ikke noget i sig selv, men den eliminerer den afkøling der sker på hænderne pga. blæst. Denne afkøling vil man særligt opleve hvis man har våde hænder. Våde hænder i kold vind bliver hurtigt rigtig rigtig koldt. Vindhandskerne reducerer denne afkøling til et minimum, uden at de samtidigt holder på hændernes varme. En ret god kombination i overgangsperioderne forår og efterår. 
Handskerne måler ca. 8 cm fra midt skæftehul til åbningen, og handskens åbning har en diameter på ca. 12 cm. så genen ved denne hanske er yderst minimal. En anden smart detalje er, at sammen pakket, så fylder de næsten ingen ting, de kan foldes sammen så de er helt flade. Så de er idelle at have med i "hvad nu hvis" drybagen, på de længere ture. 






Konklusion: 

For mig at se er Padler handskerne meget høj value for money, med en pris på hhv. 300 for vinterhandskerne og 200 for vindhandskerne. Handskerne er vist mest designet til tur og kaproningssegmentet, men jeg mener at disse handskers høje grad at funktionalitet gør dem mindst lige så egnede til havkajak brug. Som tidligere nævnt, har jeg ikke haft mulighed for at teste isolationsevnen i neoprene handsken endnu, men dette vil jeg lave en opfølgning på når dette er gennemtestet.
Jeg udgiver testen nu, så flere kan nå at få glæde af handskerne allerede i denne sæson.   







onsdag den 16. oktober 2013

Kajaktest: Sea Hunter - Struer Kajak

Jeg vil prøve at dele min oplevelse af min Sea Hunter kajak. Jeg er ikke kajakekspert og testen bør som sådan ikke betragtes som en objektiv vurdering, men som min subjektive oplevelse og erfaring med Sea Hunter.


Jeg er ca. 190 cm høj, sko str. 45-46. Af de 190 cm er ca. halvdelen ben, derfor behøver jeg et forholdsvist stort cockpit. Så nogle af de små kajaker som jeg kunne have lyst til at teknikke med, kan jeg ikke være i. Trods det lange korpus har jeg kun en kampvægt på ca. 75 kg. Nå... til sagen.
Nej, inden jeg går i gang, vil jeg lige referere til en anmelder, som vist nok har forstand på kajakker, David Biering. Det var hans anmeldelse med en beskrivelse af en kajak med god plads til fødderne, og gode manøvre egenskaber der drev mig til Struer.

Jeg kommer fra en Wilderness Tempest 170 PE, en P&H Quest LV og en Chatham 17. Tempesten var en god begynder kajak, rimelig stabil, måske lidt sløv i kanten, men med et fantastisk sæde som jeg stadig savner.P&H Quest LV gjorde det rigtig godt på tur, tracker godt. Det kneb lidt med benpladsen (Jeg havde fjernet fodsparket og brugte det forreste skot monteret med skum som fodstøtte. Jeg solgte den fordi den har en ret dårlig sekundær stabilitet, den er sådan lidt NordLow agtig, uden at have den samme manøvredygtighed. Jeg klarede mig dog igennem BCU 3* i den. Chatham 17 var en kort fornøjelse, om det var sædet eller den manglende plads til fødderne ved jeg ikke, men efter 30 min. sov mine ben. Syntes egentlig det var en lækker kajak, men ikke for mig, jeg er for let og for lang.

Nu til sagen: Sea Hunter
Struer Kajak skriver selv om kajakken:
Hunter har med sit fine design knækspandt og dejlig softshine linie med en let v-formet bund.
Derudover har den god stabilitet selv i høj sø! En umiddelbart hurtig havkajak der med sin store volume og 4 luger kan opfylde en hver drøm for den krævende kajakroer.
Skroget er udført i vacumstøbt kevlar/carbon, mens toppen er udført i vacumstøbt glasfiber.
Længde 530 cm. Bredde: 53,5 cm. Vægt 21 kg. Cockpit: 47x85 cm. Volume: 326 L.

Design 

Farver
Sea Hunter fåes kun i grundfarven grå. Og så enten i Blå, Orange eller Rød. Kunne den fås med hvid grundfarve havde jeg helt sikkert valgt det, men syntes nu også godt om min Rød-Grå Hunter.

Finish
Generelt har den en OK finish, med nedsænkede dæksfitings, og nedsænkede luger. Under dæk savner jeg at skruen under dæksfitings er støbt ind i skroget.

Form
Dækkets form er jeg helt vild med. højden i midten lige foran cockpittet giver plads til et lille "handskerum" uden at det bliver svært at komme ind i kajakken. Sea Hunters "hanskerum" er lidt mindre end mange af konkurenternes, hvilket jeg syntes rigtig godt om, da den så ikke fylder så meget ved entring af kajakken. Den kan let rumme alt det som det er godt at have ved hånden undervejs, Smartphone, 5 chokoladebarer, solbriller og sådan. Efter jeg har fået Sea Hunter og en redningsvest med Cammelbag har jeg droppet dækstasken på langtur, den er ganske enkelt blevet overflødig. Fra midten skråner, dækket langt ned, så dækket trods en maxhøjde på 35 cm, aldrig kommer i vejen for pagajen, selv om jeg har en lav rostil og primært ror med grønlandsk pagaj. Det er rigtig godt.

Bagtil har dækket en fornuftig højde, lav nok til sweeproll, og høj nok til at der kan være en del bagage.


Skroget har et markant kølspring (bananform) og knækspandt, som bliver mere markeret fra foran cocpittet og langt bagud. Skroget er lavet i Kevlar/Carbon, hvilket gør kajakken let (21 kg) Det kan man altså hurtig blive afhængig af. Fantastisk bare at kunne smide den på skulderen, og let kan få den på bilen igen også efter en lang tempotur med trætte arme.
Gelcoaten er godkendt, men kan ikke tåle, fuldt lastet, at pløje op på en gruset strand i en surflanding alt for tit (ikke at jeg tror at nogen kajak har godt af det, men der er dog alligevel forskel på hvor godt kajakker klarer den øvelse).

Kajakken er udstyret med rimeligt med dæksliner. Fortil er dækket veludstyret, dog savner jeg en tværgående elastik til fastgørelse af reservepagajen, men det har jeg uden problemer monteret i de dækfittings der allerede er, og jeg ville sikkert alligevel have lavet det om der var, så det passer til en grønlandsk pagaj.
Bagtid kunne jeg godt have ønsket, at dækslinerne gik hele vejen, men igen har det uden problemer været muligt at montere dæksliner hele vejen uden at skulle ændre på dæksfittings, men blot sætte en længere snor i. Samtidig har jeg sat slanger på, så det er lettere at gribe fat i linen med kolde fingre eller hansker.
De 4 luger er fra kajaksport, som på mange andre top kajakker. Jeg har endnu ikke mødt bedre luger på min vej, tætte og til at have med at gøre. Lugerne er sikret med en snor så de ikke forsvinder i dybet hvis de ryger af, god detalje.
Fodsparket er Smart Track, som er lette at justerer medens man sidder i kajakken, hvilket man også hurtig bliver afhængig af.
Skotene er i skum, limet på, men tætte, så det virker.
Cockpitet er forsynet med et keyhole, hvor jeg trods mine lange ben kan få benene ind i efter at jeg har sat mig i sædet. Inde i cockpittet er der rigtig god plads til lange ben med store fødder. Jeg skal, modsat hvad jeg plejer, ikke havet sat fodsparket i bagerste hak for overhovedet at kunne bruge dem. Jeg kan uden problemer indstille dem til en afslappet rostil med god plads til at bevæge benene, og jeg kan trække fodsparket op, så jeg får en fast kontakt for bedre manøvre når der er behov for det.


På Vandet

Manøvre
Min første tanke da jeg jeg for første gang prøvesejlede den var: Dynamisk.
Det er klart den mest manøvredygtige kajak jeg har haft. Selv med min forholdsvis korte erfaring kan jeg godt få den til at lystre både i stille vejr og hvor det er mere uroligt. Med min vægt kan jeg ved kantning få den til at slippe vandet med bagenden, så der kommer en liflig slupren som indikerer at kajakkens vandlinie er blevt markant forkortet, hvormed manøvreringsevnen forbedres. Den har en god primær og sekundær stabilitet, Der findes kajakker med højere stabilitet (men også med mere brede), men klart også med dårligere stabilitet. Det er min oplevelse at Struer kajak har fundet et godt kompromis mellem stabilitet og manøvreegenskaber, som netop er det der giver en levende, dynamisk og forudsigelig kajak, som inviterer til leg og teknik.
Kajakken klarer sø og vind fra alle sider rigtig fint. Jeg har endnu ikke oplevet situationer, hvor jeg har haft problemer med at få kajakken til at gå i den rigtige retning. I modsø kan den godt "banke" noget i bølgerne, (det er nok lidt prisen for de gode surfegenskaber). Med vind og bølger ind fra siden, fastholdes kursen også fint med brug af finnen. Bølger og vind ind bagfra håndterer den til UG, og jeg oplever at den, med fuld finne er rimelig villig til at løbe med søen i stedet for at vende sig på tværs. Dette gælder både med tom kajak og med 30-40 kg last.

Rul
Kajakken ruller fint. Cockpittets indretning gør en i stand til at sidde godt fast, sædet og rygstøtten, giver god support, og rygstøtten er så fleksibel at den giver plads til sweeproll. Det er dog ikke muligt at lægge fladt ned på bagdækket, da bagdækket er for høj til dette.

Træning/tempo
Det med at måle en kajaks fart er grundlæggende nok lidt svært, da det i høj grad også afhænger af roeren, og forholdene. Teoretiske beregninger har jeg ikke så meget forstand på.
Min oplevelses af Sea Hunter er, at den er overraskende hurtig. Jeg havde forventet at få en langsommere kajak end f.eks. Quest LV til gengæld for de markant bedre manøvreegenskaber, men det har jeg ikke, måske næsten tvært imod. På en times træningstur på 7 km på Vejle Å, hvor de første 3½ km er modstrøms kan jeg holde et tempo på 7km/t +- afh. af vandstand. På en times træning på fjorden på en god dag i stille vejr kan jeg holde en gns fart på omkr 8 km/t. Det syntes jeg, med min form og styrke, er rigtig godt.

Surf
Den gør sig rigtig fint i medløbende sø og i surf zonen, den ret flade bund midt under og markant knækspandt bagtil gør at den fanger bølgerne rigtig fint.


Langtur
Sea Hunter er vist ikke bygget til at være en langturs kajak, er vist mere designet til at være en alroundkajak med gode teknik og manøvreregenskaber, med gode muligheder for dag og weekendture. Enhver kajak er et kompromis, og de gode manøvreegenskaber koster lidt på retningsstabiliteten. Den kan dog sagtens bruges på "langtur". Min længste tur i den er en tur på 231 km, med 4 overnatninger, med dagsetaper på 29, 60, 69, 52 & 17 km. Så den kan godt æde nogle km. Pånær 4 l vand, som jeg havde undervurderet, havde jeg alt med til turen i kajakken. Den har på papiret ca. samme pakkevolumen som NDK Eksplorer, som vel nok over tiden har været en af de mest benyttede expeditionskajakker. Med 30-40 kg last er den noget "tungere at danse med", men hvem er ikke det. Til gengæld forbedrer det retningsstabiliteten. Den lader sig dog stadig manøvrerer uden problemer.

Konklussion

Det er en særdeles veldesignet kajak til prisen (16.999,-). Væsentlig billiger end tilsvarrende kajakker målt på udstyr, materialer og vægt. 
Jeg tror at det er en kajak som rigtig mange, måske især af de større roere, vil finde sig godt til rette i. I særdeleshed er det en kajak man skylder sig selv at prøve, hvis man er lang og let, og typisk kæmper lidt med at finde en kajak man kan være i, uden at den samtidig kræver en større vægt for at bevare de gode egenskaber. 
På minussiden syntes jeg at den halter lidt på den sidste finish.  
Så står du og mangler en god kajak med høj "value for monney", kan jeg kun anbefale dig at tage en prøvetur i Sea Hunter.