Viser opslag med etiketten Kajak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kajak. Vis alle opslag

torsdag den 26. november 2015

Valley Gemini SP RM - anmeldelse.

Efter nogle dage i Valley Gemini SP i plast vil jeg prøve at give mit besyv med om denne lidt specielle kajak.


Kajakken er kun 452 lang, 56 bred. Den har et udpræget kølspring, v-formet bund og knækspandt. Den ser som navnet siger SP (Surf & Play) skabt primært til surf og leg.

Første gang jeg havde den på vandet var til et 2 dages surfkursus i klitmøller. Så var vi ligesom igang.



Men inden jeg kom så langt var der lige nogle ting som jeg ville have ændret på den, for at få den tilpasset til mig og for at få den sikkerhedsmæssigt opdateret.

Af en eller anden grund, er sædet placeret 3 cm over bunden af kajakken, hvor den står på en ca. 10 cm. bred skumklods.
Med sædet i den position var den lidt for snæver for mig. Jeg afmonterede sædet, skar ca. 26 mm. af skumklodsen, så sændet kommer ned i bunden af kajakken (hvilket jo også er med til at øge kajakkens stabilitet) i siderne hvor sædet er skruet fast, skar jeg, til hver side af kajakken 2 passende klodser af en af vores plast skærebrætter (Fruen blev godt nok lidt sur...) det gav 26 mm. og fandt nogle længere skruer i bauhaus. På med det hele igen... perfekt!




Det næste, var lårstøtterne, de passede ikke helt til mine lår, men det er der heldigvis også råd for.
Først varmede jeg den sorte lårstøtte langsomt op med en varmepistol, efterhånden blive de bløde og meget formbare. Så er det bare at sætte sig ned i kajakken (i et par gamle tykke bukser), og forme lårstøtten så den passer helt perfekt til lige mine lår. Herefter limede jeg et tyndt stykke skum på, dels for bedre komfort, og dels for at få et bedre greb med lårene. Begge dele har resulteret i at jeg nu sidder rigtig godt fast i cockpittet når fødderne sidder spændt godt op i fodsparket. Det er ret vigtigt når man bliver revet rundt i surfen, hvis man vil have en forhåbning om at kunne rulle op igen.



Herefter lavede jeg et par ændringer, som jeg laver hver gang jeg får en anden kajak.
Det ene er at sætte slager på dækslinerne. Jeg er begyndt at springe et øje over i for, hvis der er 3 øjer på fordækket ( se billedet her til v. ) Det gør det meget lettere at få fat i den.

Så skal bærerhåndtaget ændres til en enkelt lidt længere snor. Dette gør at man ikke kan få en finger vredet i stykker hvis den komme ind imellem de to snore.
 Begge dele syntes jeg øger sikkerheden når man ligger i vandet, og skal holde fast i kajakken.



Jeg syntes at dette er godt at gøre på alle kajakker, og jeg syntes at det er et must på en kajak der skal bruges meget i surfzonen, og til leg og instruktion.

Endelig er det godt at have en snor i finnen, så den kan hives ud, uden at ødelægge wiren, hvis der sætter sig en sten i klemme.

Så var den klar til at gå på vandet.

I surf og bølger opfører den sig rigtig godt, det store spring, og den voluminøs snude, modvirker at den dykker ned. Springnet og knækspandt gør den let at manøvrere.




Men nej, den gør det ikke selv, det er stadig pivsvært at surfe i store bølger uden regelmæssigt at få
numsen i vejret.



Men altså, den gør det bare rigtig godt i surfzonen.





Mere spændt var jeg på, hvordan den opfører sig på fladt vand.

Ej, egentlig ikke, jeg vidst godt at den vil være meget manøvredygt. Det jeg var spændt på var, om den er til at sejle lige ud i, og hvordan farten er.

Og jeg blev faktisk oprigtig positivt overrasket. Jeg fik mulighed for at komme på fjorden i vindstille vejr, og havblik.
I modsætning til nogle af den andre mere surfmindede havkajakker (fx. P&H delphin/aries, Tiderace Xtra, som efter sigende også gør det fantastisk godt i surfen) er Geminién ikke ligeså fladbundet, men har en V-form, Jeg tror at det er det der gør at den på fladt vand er rimelig til at ro ligeud i. Og med en lille smule finne, ror den pænt lige ud.

På en 10 km strækning denne eftermiddag, holdte jeg en gns. fart på 6,8 km/t.

Til sammenligning kan jeg i min valley norkapp LV, som jo er en af de lettest roede havkajakker ved 4 knob, ro 10 km med en gns. fart på 7,5-8 km/t under neutrale forhold.

Jeg var overrasket over, hvor let jeg kunne holde en stabil march hastigked på omkr. 7 km/t. Det havde jeg faktisk ikke regnet med. Men det betyder også at jeg sagtens vil kunne bruge kajakken som instruktørkajak, og bruge den til en kommende BCU4*/EPP4 prøve, uden at være bange for ikke at kunne følge med de andre.

Så "thumbs up" herfra til Valley Gemini SP RM.









tirsdag den 4. februar 2014

Ny kajak på testtur på Vejle fjord.

Som nogen sikkert har bemærket, så har jeg sat min Sea Hunter til salg. Hvorfor det? Du har da lige skrevet så pænt om den! Ja det har jeg, og det står jeg ved. Det er en rigtig god allround kajak, som kan det hele. Især i forhold til teknik, leg og manøvre er den super fin. Svaret er vist bare, at jeg gerne vil prøve en masse forskellige kajakker, og nu har jeg bestemt mig for at prøve at have 2 noget forskellige kajakker.

Den første jeg har købt er en brugt Atlantic LV i plast. den er 485 cm lang og 55 bred. og den skulle efter sigende minde en hel del om en Romany i mål, form og sejleegenskaber, har jeg ladet mig fortælle, men jeg har dog aldrig siddet i en Romany, så jeg har det kun fra 2. hånd.


Dagens tur gik fra Daugaard strand, hvor jeg dog først lige skulle trække et par unge mennesker i en Audi fri af pløret, da de var kørt ned af en skråning for lige at kunne se ud over vandet fra bilen....
Det gik heldigvis let, så jeg kunne komme en lille tur på vandet inden det blev mørkt. Først gik det op mod en "smule" vind, kunne holde en hastighed på omkr. 6 km/t.








Sejlede ud til en af de shelterpladser jeg tidligere har skrevet om. Det er kun 2,6 km fra Daugaard strand når man går direkte. Så det kunne være fint som vinter test tur med overnatning. Vil man gerne sejle lidt længere kunne man starte inde ved tirsbæk strand










På tilbagevejen lå tempoet lidt højere, på 7+, jeg prøvede at se hvor langt jeg kunne trække den op, og endte på 11,2 km/t i en "smule" medvind. Det er da meget ok. Det blev til en fin testtur, så kan jeg komme hjem og tilpasse kockpittet lidt mere...
Skønt at det er blevet lysere i vejret, og at lyset er på vej!!!
5,4 km blev det til.




onsdag den 15. januar 2014

Lidt småændringer er der altid plads til...



Har gået og puslet lidt med kajakken den sidste tid. Jeg har erhvervet mig en europagaj igen, da jeg har planer om at tage DKF havkajak instruktør 1 og måske 2 i løbet af sæsonen. Jeg kan godt lide at have min reservepagaj monteret så jeg kan komme til den fra kockpittet, men også, at jeg kan komme af med dem igen. Jeg har luret lidt på hvordan andre har dem monteret, og er kommet frem til denne løsning, som består af 2 stumper afløbsrør, 1 stk. elastik og 2 stk. snor.














En anden ting jeg har gået og arbejdet noget på er min sidde komfort. Når man sidder længe i den samme position opdager man virkelig hvor komforten ikke er helt optimal.

Efter min sidste lange tur havde jeg forventet at det ville tage noget tid for armene at komme over det igen. Men det var ikke så slemt, derimod havde jeg problemer med bagdelen og med benene i lang tid. Sædets (et ganske alm. glasfiber sæde) passede ikke helt i formen til min bagdel, det bevirkede at nogle muskler blev klemt. Valgte at skifte sædet ud med et NDK skumsæde. Under sædet er monteret et stykke skum, som er slebet til ( med en båndpudser) så bunden af kajakken blev helt plant før jeg monterede sædet. Det var lige det der skulle til for at få en god sidde komfort.




Endelig har jeg bygget lidt mere skum på lårstøtterne, så jeg bedre kan sidde og slappe af i benene, så jeg ikke skal sidde og spænde hele tide for at sidde rigtigt. Både sædet og Lårstøtten er monteret med sikaflex.







onsdag den 16. oktober 2013

Kajaktest: Sea Hunter - Struer Kajak

Jeg vil prøve at dele min oplevelse af min Sea Hunter kajak. Jeg er ikke kajakekspert og testen bør som sådan ikke betragtes som en objektiv vurdering, men som min subjektive oplevelse og erfaring med Sea Hunter.


Jeg er ca. 190 cm høj, sko str. 45-46. Af de 190 cm er ca. halvdelen ben, derfor behøver jeg et forholdsvist stort cockpit. Så nogle af de små kajaker som jeg kunne have lyst til at teknikke med, kan jeg ikke være i. Trods det lange korpus har jeg kun en kampvægt på ca. 75 kg. Nå... til sagen.
Nej, inden jeg går i gang, vil jeg lige referere til en anmelder, som vist nok har forstand på kajakker, David Biering. Det var hans anmeldelse med en beskrivelse af en kajak med god plads til fødderne, og gode manøvre egenskaber der drev mig til Struer.

Jeg kommer fra en Wilderness Tempest 170 PE, en P&H Quest LV og en Chatham 17. Tempesten var en god begynder kajak, rimelig stabil, måske lidt sløv i kanten, men med et fantastisk sæde som jeg stadig savner.P&H Quest LV gjorde det rigtig godt på tur, tracker godt. Det kneb lidt med benpladsen (Jeg havde fjernet fodsparket og brugte det forreste skot monteret med skum som fodstøtte. Jeg solgte den fordi den har en ret dårlig sekundær stabilitet, den er sådan lidt NordLow agtig, uden at have den samme manøvredygtighed. Jeg klarede mig dog igennem BCU 3* i den. Chatham 17 var en kort fornøjelse, om det var sædet eller den manglende plads til fødderne ved jeg ikke, men efter 30 min. sov mine ben. Syntes egentlig det var en lækker kajak, men ikke for mig, jeg er for let og for lang.

Nu til sagen: Sea Hunter
Struer Kajak skriver selv om kajakken:
Hunter har med sit fine design knækspandt og dejlig softshine linie med en let v-formet bund.
Derudover har den god stabilitet selv i høj sø! En umiddelbart hurtig havkajak der med sin store volume og 4 luger kan opfylde en hver drøm for den krævende kajakroer.
Skroget er udført i vacumstøbt kevlar/carbon, mens toppen er udført i vacumstøbt glasfiber.
Længde 530 cm. Bredde: 53,5 cm. Vægt 21 kg. Cockpit: 47x85 cm. Volume: 326 L.

Design 

Farver
Sea Hunter fåes kun i grundfarven grå. Og så enten i Blå, Orange eller Rød. Kunne den fås med hvid grundfarve havde jeg helt sikkert valgt det, men syntes nu også godt om min Rød-Grå Hunter.

Finish
Generelt har den en OK finish, med nedsænkede dæksfitings, og nedsænkede luger. Under dæk savner jeg at skruen under dæksfitings er støbt ind i skroget.

Form
Dækkets form er jeg helt vild med. højden i midten lige foran cockpittet giver plads til et lille "handskerum" uden at det bliver svært at komme ind i kajakken. Sea Hunters "hanskerum" er lidt mindre end mange af konkurenternes, hvilket jeg syntes rigtig godt om, da den så ikke fylder så meget ved entring af kajakken. Den kan let rumme alt det som det er godt at have ved hånden undervejs, Smartphone, 5 chokoladebarer, solbriller og sådan. Efter jeg har fået Sea Hunter og en redningsvest med Cammelbag har jeg droppet dækstasken på langtur, den er ganske enkelt blevet overflødig. Fra midten skråner, dækket langt ned, så dækket trods en maxhøjde på 35 cm, aldrig kommer i vejen for pagajen, selv om jeg har en lav rostil og primært ror med grønlandsk pagaj. Det er rigtig godt.

Bagtil har dækket en fornuftig højde, lav nok til sweeproll, og høj nok til at der kan være en del bagage.


Skroget har et markant kølspring (bananform) og knækspandt, som bliver mere markeret fra foran cocpittet og langt bagud. Skroget er lavet i Kevlar/Carbon, hvilket gør kajakken let (21 kg) Det kan man altså hurtig blive afhængig af. Fantastisk bare at kunne smide den på skulderen, og let kan få den på bilen igen også efter en lang tempotur med trætte arme.
Gelcoaten er godkendt, men kan ikke tåle, fuldt lastet, at pløje op på en gruset strand i en surflanding alt for tit (ikke at jeg tror at nogen kajak har godt af det, men der er dog alligevel forskel på hvor godt kajakker klarer den øvelse).

Kajakken er udstyret med rimeligt med dæksliner. Fortil er dækket veludstyret, dog savner jeg en tværgående elastik til fastgørelse af reservepagajen, men det har jeg uden problemer monteret i de dækfittings der allerede er, og jeg ville sikkert alligevel have lavet det om der var, så det passer til en grønlandsk pagaj.
Bagtid kunne jeg godt have ønsket, at dækslinerne gik hele vejen, men igen har det uden problemer været muligt at montere dæksliner hele vejen uden at skulle ændre på dæksfittings, men blot sætte en længere snor i. Samtidig har jeg sat slanger på, så det er lettere at gribe fat i linen med kolde fingre eller hansker.
De 4 luger er fra kajaksport, som på mange andre top kajakker. Jeg har endnu ikke mødt bedre luger på min vej, tætte og til at have med at gøre. Lugerne er sikret med en snor så de ikke forsvinder i dybet hvis de ryger af, god detalje.
Fodsparket er Smart Track, som er lette at justerer medens man sidder i kajakken, hvilket man også hurtig bliver afhængig af.
Skotene er i skum, limet på, men tætte, så det virker.
Cockpitet er forsynet med et keyhole, hvor jeg trods mine lange ben kan få benene ind i efter at jeg har sat mig i sædet. Inde i cockpittet er der rigtig god plads til lange ben med store fødder. Jeg skal, modsat hvad jeg plejer, ikke havet sat fodsparket i bagerste hak for overhovedet at kunne bruge dem. Jeg kan uden problemer indstille dem til en afslappet rostil med god plads til at bevæge benene, og jeg kan trække fodsparket op, så jeg får en fast kontakt for bedre manøvre når der er behov for det.


På Vandet

Manøvre
Min første tanke da jeg jeg for første gang prøvesejlede den var: Dynamisk.
Det er klart den mest manøvredygtige kajak jeg har haft. Selv med min forholdsvis korte erfaring kan jeg godt få den til at lystre både i stille vejr og hvor det er mere uroligt. Med min vægt kan jeg ved kantning få den til at slippe vandet med bagenden, så der kommer en liflig slupren som indikerer at kajakkens vandlinie er blevt markant forkortet, hvormed manøvreringsevnen forbedres. Den har en god primær og sekundær stabilitet, Der findes kajakker med højere stabilitet (men også med mere brede), men klart også med dårligere stabilitet. Det er min oplevelse at Struer kajak har fundet et godt kompromis mellem stabilitet og manøvreegenskaber, som netop er det der giver en levende, dynamisk og forudsigelig kajak, som inviterer til leg og teknik.
Kajakken klarer sø og vind fra alle sider rigtig fint. Jeg har endnu ikke oplevet situationer, hvor jeg har haft problemer med at få kajakken til at gå i den rigtige retning. I modsø kan den godt "banke" noget i bølgerne, (det er nok lidt prisen for de gode surfegenskaber). Med vind og bølger ind fra siden, fastholdes kursen også fint med brug af finnen. Bølger og vind ind bagfra håndterer den til UG, og jeg oplever at den, med fuld finne er rimelig villig til at løbe med søen i stedet for at vende sig på tværs. Dette gælder både med tom kajak og med 30-40 kg last.

Rul
Kajakken ruller fint. Cockpittets indretning gør en i stand til at sidde godt fast, sædet og rygstøtten, giver god support, og rygstøtten er så fleksibel at den giver plads til sweeproll. Det er dog ikke muligt at lægge fladt ned på bagdækket, da bagdækket er for høj til dette.

Træning/tempo
Det med at måle en kajaks fart er grundlæggende nok lidt svært, da det i høj grad også afhænger af roeren, og forholdene. Teoretiske beregninger har jeg ikke så meget forstand på.
Min oplevelses af Sea Hunter er, at den er overraskende hurtig. Jeg havde forventet at få en langsommere kajak end f.eks. Quest LV til gengæld for de markant bedre manøvreegenskaber, men det har jeg ikke, måske næsten tvært imod. På en times træningstur på 7 km på Vejle Å, hvor de første 3½ km er modstrøms kan jeg holde et tempo på 7km/t +- afh. af vandstand. På en times træning på fjorden på en god dag i stille vejr kan jeg holde en gns fart på omkr 8 km/t. Det syntes jeg, med min form og styrke, er rigtig godt.

Surf
Den gør sig rigtig fint i medløbende sø og i surf zonen, den ret flade bund midt under og markant knækspandt bagtil gør at den fanger bølgerne rigtig fint.


Langtur
Sea Hunter er vist ikke bygget til at være en langturs kajak, er vist mere designet til at være en alroundkajak med gode teknik og manøvreregenskaber, med gode muligheder for dag og weekendture. Enhver kajak er et kompromis, og de gode manøvreegenskaber koster lidt på retningsstabiliteten. Den kan dog sagtens bruges på "langtur". Min længste tur i den er en tur på 231 km, med 4 overnatninger, med dagsetaper på 29, 60, 69, 52 & 17 km. Så den kan godt æde nogle km. Pånær 4 l vand, som jeg havde undervurderet, havde jeg alt med til turen i kajakken. Den har på papiret ca. samme pakkevolumen som NDK Eksplorer, som vel nok over tiden har været en af de mest benyttede expeditionskajakker. Med 30-40 kg last er den noget "tungere at danse med", men hvem er ikke det. Til gengæld forbedrer det retningsstabiliteten. Den lader sig dog stadig manøvrerer uden problemer.

Konklussion

Det er en særdeles veldesignet kajak til prisen (16.999,-). Væsentlig billiger end tilsvarrende kajakker målt på udstyr, materialer og vægt. 
Jeg tror at det er en kajak som rigtig mange, måske især af de større roere, vil finde sig godt til rette i. I særdeleshed er det en kajak man skylder sig selv at prøve, hvis man er lang og let, og typisk kæmper lidt med at finde en kajak man kan være i, uden at den samtidig kræver en større vægt for at bevare de gode egenskaber. 
På minussiden syntes jeg at den halter lidt på den sidste finish.  
Så står du og mangler en god kajak med høj "value for monney", kan jeg kun anbefale dig at tage en prøvetur i Sea Hunter. 

tirsdag den 11. juni 2013

Ny Kajak... igen..

Så har jeg endelig fundet den. Min nye kajak.




                                                                               




Jeg måtte lige en lidt frustrende tur forbi en Necky chatham 17. Ellers en rigtig fin kajak, men en utrolig fin finish, men med et lavt dæk (fødderne var ikke glade...)
Og så var den for stor til mine 75 kg, og tung som et ondt år...









Den nye kajak lå og gemte sig i Struer. en kajak hvor der er plads til mine store ufleksible fødder, en kajak som er levende uden at virke ustabil, hvor der er plads til oppakning. Kulfiber skrog og glasfiber dæk. (vægt 21 kg). Det bedste første ord jeg kan komme på i forhold til den er: DYNAMISK. Gør jeg ingenting, så gør den ingenting. Men får den kant og forror, vender den 180 grader. Jeg kan få den til at slippe i bagenden, så uden last er den perfekt til leg og teknik, og så forestiller jeg mig at når jeg får den lastet til tur så vil den ligge lidt dybere, og være knap så legesyg men mere retnings stabil.







4 kajaksport luger, smarttrack fodstøtter.

Den har en næste flad bund under cockpitet, med en markeret men blød kant langt bag ud. Softchine fortil.








Så velkommen ombord i SEA HUNTER fra Struer kajak. Den gode David Biering har skrevet en anmeldelse af den, som kan ses her. Faktisk var det hans kommentar om at der var god plads til fødderne, der fik mig til at tage en tur til Struer, for en testtur for et par uger siden.








lørdag den 24. marts 2012

Ny kajak

Jeg havde ellers bestemt mig for at beholde min Wilderness tempest 170 kajak et år mere. men sad nu alligevel og surfede på DBA, og bum... der var den... kærlighed ved første blik.
Så nu er jeg ejer af en P&H Quest LV kajak.


Den er 536 lang og 54 bred. Den er hurtigere, men samtidig mere manøvrerbar end min forgående kajak. Den er lidt mere ustabil, men har dog en ok primær stabilitet, men sekundær stabiliteten ved kantning er mindre end i Wilderness. Til gengæld så reagerer den meget villig på kantning.

Douglas Wilcox har lavet en meget grundig test af kajakken her

Den har et par år på bagen, men jeg må indrømme at jeg er imponeret over hvor få skrammer den har. Den er næsten altid blevet sat i fra en bro, så den har kun ganske få ridser i bunden, og slet ikke nogen på oversiden. Hm... det skal jeg nok få lavet om på....

Så  kender du nogen der står og mangler en god PE kajak, så se annoncen i DBA