onsdag den 6. marts 2013

Carinthia Defence 6 Sovepose - Review

Som tidligere lovet, ville jeg, hvis jeg blev glad for min nye vintersovepose lave en anmeldelse af den.
Jeg har i noget tid arbejdet på at få opgraderet mit vinter udstyr. Først var det Underlaget, og så var det beklædningen. Nu er den sidste af mine ønsker til vinter udstyr kommet i hus, En Carinthia Defence 6 sovepose.


Forhandleren skriver om denne pose:
Defence 6 er en højtydende vinter sovepose, konstrueret til kompromisløs varme fastholdelse under arktiske forhold. Den har en 3-lags sandwich konstruktion ed en løstsiddende Shellproof skal, som garanterer optimal varme. Det har en special konstruktion på indersiden af lynlåsen for at forhindre varmetab ved denne. Derudover har den en beskyttelsesklap på ydersiden, der sikrer mod vind og vand. 





Men hvorfor lige denne sovepose. Egentlig var det lidt tilfældigt, for 4 mdr. siden havde jeg aldrig hørt om Carinthia. Men jeg faldt over en goretex bivitent der var til salg på outsites markedsplads. Da jeg ikke kendte mærket googlede jeg det og endte på Carinthias hjemmeside.
Efterhånden fandt jeg ud af, at Carithia var eksperter i militære sovesystemer og vinter beklædning.  Da jeg så lidt senere i min søgen fandt ud af, hvad prisen var på deres fiber vintersovepose 1699, og da jeg fandt ud af, at det er denne sovepose de danske specialenheder får udleveret til vinterbrug, besluttede jeg mig for at anskaffe mig en af disse, for mig ukendte soveposer.

Hvad er det så for en sovepose

Soveposen har en komfort temperatur på -25 C. og en ekstrem temperatur på -38 C. Den er lavet af G-loft fibermateriale som vist er noget med hule fibre som giver en god varmeregulering, men det skal jeg ikke gøre mig klog på.
Den kan rumme personer på op til 200 cm. Jeg er 188 og jeg finder mig godt tilpas i den.
Soveposen har en ydrelag som er åndbart og vandafvisende, men vist ikke decideret vandtæt.

Producenten oplyser at posen vejer 2600g og har en pakke volumen på 30*55 cm ukomprimeret. Komprimeret 25*43.
Mine målinger viser vægt incl. paksæk 2900 g. Volumenmæssigt passer forhandlerens tal også meget godt.  Kompressionsposen er guld være, for ukomprimeret er en fibersovepose med denne ydeevne og volumen noget uhandy, men med kompressionsposen som medfølger, kan soveposen godt listes under dækket i min low volume kajak, og kan pakkes ned i en 35 L vandtæt pakpose. Vil man have en mindre pakkevolumen og vægt, skal man over i dun, fiberposer fylder og vejer generelt mere end dun. Til gengæld har fiber den fordel i forhold til dun, at de ikke på samme måde som dun mister isoleringsevnen når de bliver fugtige. Fiberposer er generelt også billigere end dun poser.

Defence 6 i brug

Når man kommer i lejr er det en god ide som noget af det første når teltet er kommet op, at pakke soveposen ud, da den lige skal have lidt tid til at udvide sig. Det er mit indtryk at det kan være en god ide at åbne den op, da yderstoffet er vindstoppende, og derfor ikke trækker luft igennem så hurtigt (dette ses tydeligt når posen skal pakkes ned, her skal man vente lidt på at luften igen siver ud af posen for at den kan være i pakposen (det bliver her tydeligt hvor fantastisk meget luft posen optager. Og stillestående luft = god isoleringsevne)).



Soveposen er designet til vinterbrug, og er formet således, at den kun er åbnet rundt om ansigtet.
Som den er på billedet, er den så åben som den kan blive. Til gengæld kan åbningen snøres sammen så der kun er en lille åbning til munden. Hvis dette er for varmt, kan hovedet stikkes helt ud af posen, så hovedet ligger frit oven på posen. Dette vil primært være aktuelt i ydersæsonerne.





Soveposen er forsynet med en ret kraftig lynlås i ca. 3/4 længde af posen. Udvendig er lynlåsen dækket af en flap, der beskytter lynlåsen mod fugt og vind.
På indersiden er lynlåsåbningen ligeledes beskyttet med et isolerende lag på indersiden. En fin lille deltalje er, af denne isolerende flap er syet sammen de inderste par cm. hvilket bevirker at lynlåsen ikke kører fast i den.

Lidt specielt for denne sovepose er, at lynlåsen sidder midt på "maven" af soveposen, og ikke som på mange andre, i den ene side. Dette kan være en fordel for mig, når jeg sover direkte på stranden, da jeg så lettere kan holde posen fri for sand. Men der hvor det kan have den største fordel, er i hængekøjen, hvor det kan være lidt bøvlet at komme til lynlåsen i siden når hængekøjen trækker sig op om siderne på mig. En ulempe kan så måske være at der kan være et lidt større varmetab, da varmen har det med at trække opad. (men posen er jo stadig testet til -25C med denne konstruktion, så det går nok). En anden speciel ting ved denne pose er, at lynlåsen går så let, at den åbner sig ved et fast træk i begge sider af posen, så man kan komme hurtigt ud (se det demonstreret i videoen nederst). Dog har jeg ikke oplevet at den går op af sig selv, når jeg ligger i den.
Et enkelt problem jeg har haft i forhold til lynlåsen har været, at jeg når jeg ligger i posen, ikke kan få albuerne så langt ud til siden, at jeg kunne holde fast i lynlåsen midt på maven. Dette har jeg dog løst ved at sætte en længere snor i på indersiden af lynlåsen. Da lynlåsen går så let, er det ikke noget problem at lyne den selv om trækket bliver lidt skævt.

Soveposen er forsynet med en kraftig hals krave der kan knappes helt sammen og spændes ind om halsen så varmen bliver nede ved kroppen. Se videoen nedenfor, for en demonstration af hals kraven.

I forhold til mine andre soveposer, fra Warmpeace og Haglöfs, har denne pose et mere robust ydre. yderstoffet er lavet af 100% polyamid mikro fiber. Det minder meget om det stof mit telts yderstof er lavet af, blot lidt finere og lettere i stoffet. Dette understreger meget godt soveposens anvendelighed, som vinterpose under åben himmel under alle forhold.

Jeg købte soveposen hos Liestmanns.dk, og den koster 1.699,-


Konlusion

Jeg blev lige umiddelbart lidt overvældet over posens størrelse, når den ikke var komprimeret. (skyldes nok primært at jeg sammenligner den med en 3 sæsoners dun sovepose). Til gengæld blev jeg positivt overrasket over kompressionsposens evne til at presse så godt som alt luft ud af posen, så den alligevel er til at have med. 
Betyder vægt og volumen meget, skal man nok vælge en dun pose, men det er jo en generel betragtning mellem fiber og dun poser. 
Funktionaliteten er rigtig god. og posen virker rigtig robust og holdbar, hvilket jo bekræftes af at flere europæiske specialenheder er begyndt at brug Carinthia soveposerne.  
Så står du og mangler en robust vintersovepose der kan klare kolde fugtige ture helt tæt på naturen, i shelter, hængekøje eller under åben himmel, eller ønsker du blot en rigtig varm soveposen, men ikke vil ud og bruge 3-4-5 tusinde på det, så kan jeg varmt anbefale Defence 6 fra Carinthia. 



5 kommentarer:

  1. Hej Keld,

    Tak for en fantastisk god anmeldelse af en sovepose og specielt da denne.

    Jeg er på nippet til at købe den men, jeg vil lige høre dig om, hvor høj soveposen er fra gulv/liggefladen til overfladen af posen? - tom og i lynet tilstand.

    Venligst Mik

    SvarSlet
  2. Hej Mik
    Målt som du beskriver er den 13 cm høj.

    SvarSlet
  3. Hej Keld
    Det ser ud til du hovedsageligt ror under danske forhold. Jeg tænker da denne sovepose er tilpasset arktiske forhold og har en angivet comfort limit til minus 20 grader, hvordan er den så under danske forhold? Får man det ikke ALT for varmt, eller er det nemt nok at kompensere, ved ikke at lukke kraven, lyne op for den eller lign?!

    Venlig hilsen
    Tejs

    SvarSlet
  4. Jeg har lige et spørgsmål til soveposen og det at den åbner så hurtigt. Hvad hvis du vender dig?? Åbner den sig så?? På forhånd tak

    SvarSlet
  5. Nej det har jeg ikke oplevet at den har gjort.

    SvarSlet